Ove Wendelboe Sprogøe Petersen, der var søn af typograf, senere bogtrykker Hans Arthur Sprogøe Petersen (1884 - 27-03-1967) og hustru Inger Marie Lund (1888-1959), havde forskellige jobs som svajer, elevatorfører og kontormand inden han begyndte at læse hos Sigfred Johansen og blev uddannet på Privatteatrenes elevskole 1944-1946 - og efter at han forgæves havde søgt om at blive optaget på Det Kongelige Teaters elevskole. Han debuterede som teaterskuespiller på Folketeatret den 11. november 1945 som Nikolaj i "Nøddebo præstegård". Han spillede rollen som den 18-årige student i de fleste sæsoner helt frem til og med sæsonen 60/61 - på hvilket tidspunkt han selv var 40 år gammel. Ove Sprogøe var et af vor mest alsidige skuespiltalenter og den mest brugte skuespiller i både film og på teater. Han medvirkede i løbet af sin karriere i ikke mindre end 157 danske film. Han var engageret til Alliance-scenerne, Dansk Skolescene, men især fast knyttet til Folketeatret. Han spillede Georg i "Mus og mænd", tjeneren i "En tjener og to herrer", titelrollerne i "Arturo" og "Faderen" og bl.a. i følgende forestillinger: "Volpone", "Onkel Vanja", "Den Stundesløse", "Laser og pjalter", "Antigone" og "Glengarry Glenn Ross" på Betty Nansen Teatret. Siden han i 1946 debuterede på film i en lille rolle som tjener i "Hans store aften" blev han brugt i kække og drengede roller, som i f.eks i "Støt står den danske sømand" fra 1948. Fra midten af 1950erne udgjorde makkerparret Dirch Passer og Ove Sprogøe på filmstrimlen en populær konstellation startende med filmen "Ved Kongelunden" fra 1953. Filmene gav mange sangroller i duet med Dirch Passer fx. titelsangene i "I kongens klæ'r", "Det var på Rundetårn" og "Færgekroen". I filmen "Ved Kongelunden" stod han som den uskyldige overfor modpolen Passers gale og pigeglade person. Fra denne film stammer sangen "Der kommer altid en sporvogn og en pige til". I 1960erne medvirkede han i agentfilm-parodierne "Slå først Frede" og "Slap af Frede" med "agent-look" og farlig glathed. Hans første og største karakterrolle fik han i Hans Scherfigs filmatiserede roman "Den forsvundne fuldmægtig" fra 1971 som ligeledes gav ham en Bodil-pris. Endelig fik han 1975 en Bodil for bedste hovedrolle som den pertentlige, men koleriske Egon i "Olsenbandens sidste bedrifter". Figuren som Egon Olsen blev en folkelegendarisk figur i dansk film. Han fik også en meget stor succes i rollen som Larsen i TV-serien om "Huset på Christianshavn" og han vandt megen sympati som den venlige og melankolske doktor Hansen i TV-serien "Matador" 1978-1982. Ove Sprogøe huskes også for sin fortolkning af visen om Fandens oldemor - "Cigaretter, whisky og nøgne pi'er", som stammer fra Hornbæk-revyen 1951. Han speaker Jesper Fårekylling i Disney TV-juleshowet "Fra alle os til alle jer", der før jul er blevet vist gennem årtier. Ove Sprogøe giftede sig den 29. marts 1945 i Sct. Jakobs Kirke i København med cand.mag. Eva Lilian Rasmussen (19-04-1922 - 20-08-2004) og er far til bl.a. skuespilleren Henning Sprogøe.
Kendt for:Acting
Fødselsdag:1919-12-21
Fødested:Odense, Danmark
Også kendt som:Ove Wendelboe Sprogøe Petersen, Уве Спрогэ